Patenter

Man kan få patent på en opfindelse (teknisk nyskabelse) under forudsætning af, at den er patenterbar, dvs. at den kan udnyttes industrielt, er ny og adskiller sig væsentligt fra kendt teknik. Nyheden skal være til stede på ansøgningsdagen, og nyhedskravet er globalt. En opfindelse kan omfatte et produkt, et apparat, en fremgangsmåde og/eller en anvendelse. F.eks. kan den omfatte en fremgangsmåde til fremstilling af et produkt og en anvendelse af et produkt til et bestemt formål.

Hvilke muligheder er der ved krænkelse?

Som patenthaver vil man ved krænkelse af sit patent som regel først tage kontakt til modparten med henblik på at stoppe den krænkende handling eller alternativt indgå en licensaftale. Er det ikke muligt at nå til enighed, kan der anlægges en krænkelsessag ved domstolene. For hurtigt at stoppe den krænkende handling, vil man ofte søge at få nedlagt et fogedforbud, der er en midlertidig dom, som skal følges op af en justifikationssag. Man kan derefter håndhæve sin eneret med hjælp fra fogedretten, der også kan forestå håndhævelse på basis af en forbudsdom, en voldgiftskendelse eller et retsforlig. Er et patent eller en patentansøgning derimod en hindring for en virksomheds mulighed for at operere, kan der tages kontakt til patenthaver med henblik på en licensaftale. Det er også muligt at anfægte gyldigheden af et udstedt patent.

Chas. Hude A/S | København: H. C. Andersens Boulevard 33 - 1780 København V | Århus: Marselisborg Havnevej 36 - 8000 Århus C