
15. december 2008
Julen er højsæson for ASP-HOLMBLAD, der er Europas største stearinlysproducent. Chas. Hude beskytter virksomhedens traditionsrige brand.
Julen er hjerternes fest. Og lysenes. Det kender de alt til hos ASP-HOLMBLAD. Virksomheden er Europas største stearinlysproducent med mange kvalitetsprodukter på hylden.
"Juletiden er absolut vores højsæson. I december tænder vi ekstra op og hygger os med levende lys i hjemmet. Du kan ikke forestille dig en julemåned uden kalenderlys, adventskrans, Luciaoptog, fyrfadsstager, lygter og julelys. Det kan vi bestemt mærke på efterspørgslen på vores produkter," siger Mette Poulsen, Global Marketingschef fra APS-HOLMBLAD.
ASP-HOLMBLAD kan føres tilbage til 1777, hvor Jacob Holmblad grundlagde en lysfabrik i København. I dag har virksomheden indkøbskontor i Kina og fabrikker i Tyskland, Portugal og Sverige, hvor ASP-HOLMBLAD har verdens største stearinlysfabrik.
"Kvalitet er og har altid været vores adelsmærke. Vi er Danmarks største mærkevareudbyder af levende lys, men vi står også bag andre produkter indenfor borddækning og tilbehør til hjemmet, f.eks. designservietter, duge, glasfade og lysestager," siger Mette Poulsen.
"Vi har i en årrække samarbejdet med Chas. Hude i forbindelse med udarbejdelse af varemærkestrategier og beskyttelse af vores immaterielle rettigheder. Vi har bevist valgt at outsource administrationen og håndteringen af vores varemærkeportefølje til en ekstern samarbejdspartner, der holder juridisk styr på vores mærker. Vi er yderst tilfredse med samarbejdet med Chas. Hude," siger Mette Poulsen.
"Udover at registrere varemærker på relevante markeder og i relevante klasser, kan man også beskytte produkter ved eksempelvis at designregistrere indpakningen og etiketterne," siger juridisk rådgiver Ellen Breddam.