Nyheder



28. juli 2008

Tyveri af varemærker

Beskyt dine varemærker mod tyveri på det globale marked.

Flere danske virksomheder oplever, at deres varemærker registreres på markeder, hvor de endnu ikke har registreret og beskyttet deres varemærker. Ofte er det lyssky firmaer, der står bag registreringen for at opnå rettigheden til varemærkerne i de pågældende lande. Formålet er at sælge rettighederne tilbage til de retsmæssige ejere eller direkte afpresse virksomheden en løsesum.

"Tyveriet af varemærkerne kan sammenlignes med cybersquatting (tyveri af andres varemærker på nettet). Her kapres virksomheders domænenavne med videresalg for øje," siger Ellen Breddam..

Varemærkestrategi

Det internationale varemærkeregistreringssystem er bygget op omkring nationale rettigheder, hvor man som indehaver af et varemærke skal tage stilling til på hvilke markeder, man ønsker at beskytte og registrere sit varemærke. En varemærkeregistrering i Danmark betyder derfor ikke, at man er beskyttet på andre markeder.

"Mit bedste råd til virksomheder er at udarbejde og efterleve en varemærkestrategi, der nøje er afstemt med virksomhedens forretningsstrategi," siger Ellen Breddam

Relevante markeder

"Tænk langsigtet og undersøg altid markedet før du lancerer et nyt produkt eller varemærke. Hvilke markeder er relevante for din virksomhed i dag og om fem år?," siger Ellen Breddam og understreger, at varemærkestrategien løbende skal revideres i takt med udviklingen i virksomheden.

Det er også afgørende at sikre sig retten til sine varemærker i de lande, hvor man har produktion. Også selv om man ikke sælger sine produkter på disse markeder. Så er man juridisk bedre stillet i tilfælde af piratkopiering af produkterne.

Overvågning

"Løbende overvågning af sine varemærker er også afgørende. Vi tilbyder altid vores kunder en national eller international overvågning af deres varemærker. På den måde kan de følge med og gøre indsigelser, hvis deres mærker bliver krænket," siger Ellen Breddam.

 Fakta om varemærker
Chas. Hude A/S | København: H. C. Andersens Boulevard 33 - 1780 København V | Århus: Marselisborg Havnevej 36 - 8000 Århus C