
Pressemeddelelse, 29. november 2006
Hvordan forvandler man banebrydende forskning, en god idé eller en opfindelse til en værdi med et forretningsmæssigt potentiale? Suni á Dalbø, ekspert i kommerciel rådgivning, kender svaret. Torsdag den 30. november 2006 gæsteforelæser han ved University of Iceland.
Afdelingen for eksterne relationer på University of Iceland fejrer i denne uge 20 års jubilæum. I den anledning er Suni á Dalbø, kommercialiseringsrådgiver hos Chas. Hude, blevet inviteret til universitetet som gæsteforelæser ved en forelæsningsrække, der markerer jubilæet.
Torsdag den 30. november holder kommercialiseringsrådgiveren et foredrag på universitet om hvorfor patenter skal ses i en forretningsmæssig sammenhæng. Suni á Dalbø fokuserer særligt på offentlige forskningsinstitutioners teknologioverførsler, den såkaldte kommercialisering af forskningsresultater.
Suni á Dalbø har udover sin uddannelsesmæssige baggrund fra Aalborg Universitetscenter og University of Leeds en bred international erhvervserfaring fra Business Development branchen. I dag rådgiver Suni á Dalbø virksomheder og forskningsinstitutioner om kommercialisering af viden.
- Det handler i bund og grund om, hvordan man omdanner know-how, idéer, opfindelser eller lignende immaterielle aktiver til værdier i form af konkrete resultater. Det sker blandt andet gennem licenskontrakter, salg af Intellectual Property Rights (IPR), etablering af opstartsselskaber eller etablering af forskningssamarbejde, fortæller Suni á Dalbø og pointerer vigtigheden i, at forskning og udvikling bliver fulgt op med initiativer, der omsætter den nye viden til produkter, der kan udnyttes kommercielt. Kun på den måde kan vi nyttiggøre den nye viden og skabe vækst med nye teknologier.
- Nye og højere krav til effektiv formidling af viden og teknologi er blevet en del af erhvervslivets og forskningsinstitutionernes dagligdag. Globaliseringen, vidensamfundet og den internationale konkurrence er et faktum både inden for den private og den offentlige sektor. Viden er i dag en handelsvare. Derfor er det af stor betydning for virksomheder og forskningsinstitutioner at integrere deres IPR-aktiviteter i forretningsplanen, fortæller Suni á Dalbø, der i 2005, som patentansvarlig ved Aalborg Universitetscenter, var med til at forhandle en stor forretningsaftale på plads med GE Healthcare. Aftalen vurderes af branchefolk til at være en af de største licensaftaler, der er indgået mellem et dansk universitet og en privat virksomhed. Aftalen giver GE Healthcare licens til at udnytte en metode, opfundet af tre civilingeniører fra Aalborg Universitetscenter, der kan analysere patienters hjerterytme og diagnosticere en farlig hjertesygdom. Aftalen er et godt eksempel på, hvordan ny viden og opfindelser, der patenteres og kommercialiseres, ikke alene skaber værdi for opfinderne og universitet, men også for samfundet og i dette tilfælde de patienter, der kan få glæde af den nye teknologi.
Suni á Dalbø er et barn af den globaliserede verden. Han er født og opvokset på Færøerne, uddannet i Danmark og England, har arbejdet en årrække i England, Skotland og Norge samt på FN's hovedkontor i New York i Department for Policy Coordination and Sustainable Development. I dag bor han i Aalborg og arbejder med udgangspunkt i det nordjyske og København. Hans speciale er kommercialisering af viden. Men viden krydser grænser. Derfor udfører Suni á Dalbø også mange arbejdsopgaver i udlandet for Chas. Hude, der siden Charles von der Hude grundlagde virksomheden i 1896 har ydet uafhængig rådgivning og assisteret med at identificere administrere, beskytte og udnytte alle former for immaterielle rettigheder i Danmark og udlandet.
Udover Suni á Dalbø er der inviteret flere andre internationale gæsteforelæsere til University of Iceland for at markere afdelingen for eksterne relationers 20 års jubilæum. På universitetets hjemmeside kan du læse mere om jubilæumsforelæsningsrækken og Suni á Dalbøs forelæsning
René Jakobsen
Kommunikationschef
Suni á Dalbø
Kommercialiseringsrådgiver