Nyheder



Pressemeddelelse, 20. november 2006

Beskyt dine rettigheder i Kina

EU-Kommissionen har netop offentliggjort statistikken over piratkopierede og varemærke-forfalskede varer for 2005. Tøj og tilbehør topper listen, der også viser, at Kina er storleverandør af piratkopierne. At registrere sit varemærke i Kina er første værn mod forfalskningerne.

De bløde pakker ligger fortsat på førstepladsen over kopivarer. Hele 64 % af de registrerede kopivarer i EU er nemlig tøj eller tilbehør. Det viser EU-Kommissionens netop offentliggjorte liste over kopivarer.

Top 5 over populære kopivarer
Tøj og tilbehør 64%
Ure og smykker 12%
CD, DVD og kassetter 6%
Elektronik 4%
Legetøj og spil 3%

I forhold til 2004 har falske ure og smykker overhalet kategorien af piratkopierede CD'er, DVD'er og kassetter, der nu placerer sig på tredjepladsen.

EU-Kommissionens statistik viser også, at det fortsat er Kina, som er storleverandør af kopivarer. I 2005 var Kina oprindelsesland for 38 % af alle registrerede EU-sager om kopivarer. Ser man på bunken af det samlede antal af konfiskerede kopivarer i EU i 2005, så stammer 64 % af kopivarerne fra Kina. Det er en stigning på 10 % i forhold til 2004.

- Statistikken tydeliggør, hvor vigtigt det er at beskytte sine rettigheder i Kina, fortæller Henrik Jespersen, juridisk rådgiver hos Chas. Hude.

Af samtlige beslaglagte kopivarer i Danmark i 2005 var der i 89 % af tilfældene tale om krænkelser af varemærker, patentkrænkelser tegnede sig for 9 %, mens kun 2 % af kopivarerne krænkede ophavsretten.

En virksomhed kan værne sig mod piratkopier på forskellige fronter.

- Da der er stor sandsynlighed for, at piratkopierne stammer fra Kina er det både klogt og nødvendigt at få varemærket, patentet eller designet registreret i Kina - også i forbindelse med produkter, der ikke sælges på det kinesiske marked. Kun med en kinesisk registrering i hånden kan du indlede en evt. krænkelsessag, hvis det viser sig, at piratkopien stammer fra Kina. Du kan også anmode toldmyndighederne i Danmark og på EU-plan om at overvåge import til EU af produkter, der bærer dit mærke. Det er et godt værktøj, som giver din virksomhed mulighed for at sætte ind over for ulovlig import, forklarer Henrik Jespersen fra Chas. Hude, der rådgiver virksomheder om national og international beskyttelse og håndhævelse af deres immaterielle rettigheder, herunder patent- og varemærkebeskyttelse.

Kontakt

René Jakobsen
Kommunikationschef
33 19 34 52 / 51 99 34 52
rj@chashude.dk

Download denne pressemeddelelse i PDF format.

Chas. Hude A/S | København: H. C. Andersens Boulevard 33 - 1780 København V | Århus: Marselisborg Havnevej 36 - 8000 Århus C