
17. november 2006
Den internationale varemærkeregistrering er en succeshistorie med vokseværk.
Varemærke nr. 900.000 er netop blevet registreret af World Intellectual Property Organization (WIPO) under Madrid Protokol Systemet for international registrering af varemærker.
Med den hastighed der er for registrering af internationale varemærker forventer WIPO at registrere varemærke nr. 1.000.000 i 2009.
Det var en kinesisk virksomhed, som - ikke overraskende - registrerede varemærke nr. 900.000. Kina blev medlem af Madrid Protokol Systemet i 1989 og er i dag den ottende største bruger af systemet. Kina er desuden det land, der oftest bliver designeret, da mere end 40 % af alle ansøgninger indeholder en designering af Kina.
I slutningen af september 2006 var der mere end 465.000 gyldige registreringer i det internationale register. Det svarer til omkring 5.100.000 nationale registreringer, da internationale registreringer i gennemsnit udstrækker deres beskyttelse til 11 - 12 lande.
Skrevet af: Ellen Breddam