Chas. Hude ansætter nye medarbejdere
22. december 2011Chas. Hude, har ansat to nye medarbejdere som følge af øget kundetilgang. Med ansættelsen styrker Chas. Hude sit kerneområde inden for rådgivning om patenter, varemærker og design.
Sine Bramming Platz, 39 år, tiltræder en ny stilling som varemærkerådgiver hos Chas. Hude. Hun er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet og i gang med forskningsgraden Master of Laws (LL.M.) i International Business Law fra University of London. Sine Bramming Platz er højt specialiseret indenfor immaterialret – især varemærkeret og domænenavneret. Hun har mangeårig dokumenteret erfaring med forhandling og koncipering af alle typer kontrakter med kommercielle aspekter samt formidling af komplekse juridiske problemstillinger til ikke-jurister. Sine Bramming Platz kommer fra en stilling som juridisk rådgiver i Xellia Pharmaceuticals juridiske afdeling. Her har hun blandt andet været ansvarlig for udvikling af varemærkestrategi og virksomhedens varemærkeportefølje og portefølje af domænenavne.
Linda Helleskov Rasmussen, 28 år, er tiltrådt en ny stilling som patentadministrator hos Chas. Hude. Hun er uddannet cand.ling.merc i spansk og kommunikation fra Copenhagen Business School og kommer med sin internationale profil blandt andet til at arbejde med Chas. Hudes danske eksportvirksomheder og internationale kunder. Linda Helleskov Rasmussen kommer senest fra en stilling som teamkoordinator hos en international virksomhed, hvor hun har arbejdet med executive search.
Chas. Hude har det seneste år oplevet øget kundetilgang og selskabet har i dag over 2000 danske og internationale kunder, som får rådgivning om patenter, varemærker og design.
Chas. Hude er blandt Danmarks ældste og førende virksomheder inden for rådgivning om alle former for immaterielle rettigheder – også kendt som Intellectual Property Rights (IPR). Virksomheden blev grundlagt i København i 1896, beskæftiger 50 medarbejdere og har kontorer i København og Århus samt et globalt partnernetværk.