Chas. Hude A/S on LinkedIn

Eneret til farver

18. januar 2011

Danmarks første varemærkeregistrering af en farve.

Grundfos har netop opnået eneret i Danmark til den karakteristiske røde farve, der pryder virksomhedens cirkulationspumper.

Det er Danmarks første varemærkeregistrering af en farve.

Chas. Hude har været med til at sikre Grundfos eneretten til farven.

Grundfos-rød
”Vi glæder os naturligvis over, at vores røde farve nu også er vores i juridisk forstand. At vi har opnået eneretten til Grundfos-rød er helt i tråd med vores varemærkestrategi på området,” siger Legal Counsel Kristina Klimova fra Grundfos’ Legal Affairs afdeling i Schweiz. 

”At registrere en farve som varemærke er endnu en måde at beskytte sit produkt på. En farveregistrering er en ganske omfattende rettighed, der forbyder andre at markedsføre et tilsvarende produkt i samme farve,” siger Kaj L. Henriksen, European Trade Mark & Design Attorney og partner hos Chas. Hude A/S.

Samlet beskyttelse
Kristina Klimova oplyser, at Grundfos har stort fokus på beskyttelsen af deres cirkulationspumper, særligt den A-mærkede Alpha 2.

”Vi har foretaget en samlet beskyttelse af vores produkt for at sikre vores markedsposition. Vores A-mærkede Alpha 2 cirkulationspumpe er varemærkebeskyttet, designbeskyttet og nu også farvebeskyttet. For en international virksomhed som Grundfos med aktiviteter og salg i det meste af verden er det afgørende for os, at vores teknologi, varemærker og design er beskyttet på relevante markeder.”

”Med en IP-rettighed kan vi dokumentere eneretten til vores produkt og med juridisk styrke slå ned på efterligninger og kopister, der snylter på vores gode navn og kvalitet – og nu også på farve,” siger Kristina Klimova, Legal Counsel, Grundfos.

Flere monopol-farver på vej
En farve kan være ligeså kendetegnende for et produkt som selve produktnavnet. En farve sender et signal og kan ramme produktet ind på linje med lyd og duft, som man også kan opnå eneret til. Hjem-is har f.eks. eneret til lyden af Hjem-is klokken, der hver weekend sender mange danske på isindkøb.

”Tendensen er klar. Virksomheder søger at beskytte deres produkter med flere forskellige typer af immaterielle rettigheder, og jeg tror, at vi i fremtiden kan forvente endnu flere monopol-farver,” siger Kaj L. Henriksen, der med over 40 år i branchen er en af Danmarks førende varemærkeeksperter.

Andre farve-mærker
Grundfos placerer sig med sin danske farve i en eksklusiv klub af virksomheder, der har eneret til en farve.

Den Europæiske varemærkemyndighed (OHIM) har blandt andet godkendt følgende farver som varemærker; 3M’s gule farve til post-it, UPS’ brune firmafarve, Milkas lilla og Deutsche Telekoms pink. Victorinox har også eneret til den røde farve, der kendetegner deres Swiss Army Knives.